Forsamlingen på skærene

Sejlturen ud til skærene tager kortere tid end beslutningen om at tage af sted. Klipperne stikker knap op over vandet, mørke og våde og drivende, og på dem lå de grå sæler i de former, tunge dyr laver, når de er færdige med at svømme. De lavede ikke noget. Det er præcis, hvad et hvilested er. Om en uge eller to ville sæsonens første unger komme, og så ville klipperne lyde helt anderledes.

Polly valgte en han ude ved kanten, som så villig ud. "Hvor mange er I i din familie?" spurgte hun, og det er et spørgsmål, der betyder noget på et pensionat og ingenting herude. Han tænkte over det på den måde, et dyr regner på noget, det aldrig har haft brug for. Alle på denne klippe, tilbød han til sidst, og alle på den næste.

"Har du nogen brødre eller søstre?" Næsten helt sikkert, sagde han. Han havde ingen mulighed for at vide hvilke. Orkneyøerne producerer omkring toogtyve tusind gråsælunger om året, altså mere end hver tiende gråsæl i live. En sæl, der bliver født på disse klipper, kan tilbringe året alle vegne fra Shetland til den irske kyst og dukke op igen, helt uden ceremoni, på den sten, den blev født på.

Polly prøvede en sætning højt. "Jeg vil gerne bruge tid sammen med min familie i dag." Det lød mærkeligt på en klippe, hvor ingen rejser, og hvor ingen kommer med vilje. Så prøvede hun en anden. "Selvom vi bor langt fra hinanden, holder vi altid kontakten." Den tænkte hannen længere over. Den er tættere på, sagde han, hvis man tillader, at det at holde kontakten kan betyde at komme tilbage til den samme klippe i den samme måned og ikke sige noget som helst.