Aftensmad gravet ned ved daggry

Ved en lille sø omkranset af damp fandt Polly en række store gryder, der stod ved siden af dybe huller gravet ned i den bare, sorte jord. En kok i et tykt forklæde arbejdede sig ned langs rækken og firede en forseglet gryde ned i hvert hul med et reb, og Polly satte sig på et rækværk i nærheden for at se på, nysgerrig efter hvad der overhovedet kunne være værd at koge i et hul i jorden.

Hver gryde rummede lag af kød, pølse, kål og rodfrugter, lukket tæt til og sænket ned i jord, der er opvarmet nedefra til omtrent kogende vands temperatur. Ingen flamme rører nogen del af det. Varmen kommer udelukkende fra vulkanen under hele dalen og stiger op gennem sprækker, som blev gravet fri og markeret med stenringe for generationer siden, længe før nogen målte temperaturen videnskabeligt.

Kokken forklarede, mere med fagter end med ord, at gryderne kommer ned tidligt og bliver liggende begravet i seks eller syv timer, mens alle tager af sted for at se søen, haverne eller byen, og først kommer tilbage, når det er tid til at grave aftensmaden op igen. Det er, syntes han at sige, øens letteste måltid at sætte over og langt det mærkeligste køkken at lave det i.

Da den første gryde kom op, væltede dampen ud af den i en tyk sky, og duften af langtidskogt kød og kål drev hen over hele lysningen. Polly blev ikke til selve måltidet, men hun så kokken bære det stolt væk, som om det var ham og ikke bjerget, der havde gjort alt arbejdet.