De sidste to haver i Europa

På en grøn skråning over nordkysten løb rækker af klippede tebuske ned mod havet i lange, ordentlige striber, næsten så nøjagtige som var de tegnet med lineal. Polly landede på en lav stenmur i udkanten af plantagen og så ud over et af kun to steder tilbage på hele det europæiske kontinent, hvor der stadig dyrkes te kommercielt, og det eneste, der er åbent for besøgende.

Plantagen begyndte i attenhundrede og treogfirs, efter at en sygdom havde udryddet de appelsiner, der før var øens vigtigste eksportvare. På jagt efter noget andet, som den vulkanske jord kunne bære, hentede en lokal avler tebuske hjem sammen med engelske maskiner bygget til at forarbejde dem, og begge dele har været i næsten uafbrudt brug lige siden, hvilket gør stedet til Europas klart ældste tegård i drift.

Inde i den lave fabriksbygning ruller, sorterer og tørrer jernmaskiner på over hundrede år stadig bladene næsten præcis som dengang, de ankom med skib. Arbejderne plukker stadig de nyeste skud i hånden langs terrasserne, for de sarte topblade giver den bedste te, og intet her sprøjtes med pesticider eller ukrudtsmidler, en regel avlerne har holdt fast i fra allerførste dag.

Polly gik langs en varm terrasse og strejfede rækker af blanke grønne blade, der duftede svagt af græs og regn. Et sted nede ad skråningen havde fem generationer af avlere holdt denne bakkeside præcis, som den skulle være, én omhyggelig høst ad gangen.