Ni øer, tre plader

Polly kom lavt ind over en kyst af sort vulkansk klippe, hvor grønne marker løb helt ud til klintekanten, og tågen langsomt gled hen over runde bakker længere inde i landet. Dette var São Miguel, den største af de ni øer, der udgør Azorerne, alene midt ude i det nordlige Atlanterhav. Den salte luft blandede sig med duften af våd jord og nyslået græs, og et sted nedenunder galede en hane fra en gård, hun endnu ikke kunne se.

Hele øen findes på grund af en revne dybt under havbunden, et sted hvor tre af de store plader, der bærer kontinenterne, langsomt maler mod hinanden. Nordamerika trækker den ene vej, Europa den anden, og Afrika presser på fra syd, og dér hvor de tre kanter mødes, finder varme og tryk vej op gennem sprækker i jordskorpen. Hver eneste ø i denne kæde er bygget på samme måde, ét udbrud ad gangen, af intet andet end ild og afkølet sten.

Næsten hver mark på São Miguel er kantet af en hæk af hortensiaer, blå og violette og somme tider sart lyserøde, plantet så tæt at de ser ud som malet ind i landskabet. Landmændene hentede planterne i Asien i det nittende århundrede, blot for at markere skellene mellem markerne, uden nogensinde at forestille sig, at de skulle blive øens kendemærke. Den vulkanske jord, rig på mineraler, giver kronbladene en dybere blå farve, end den samme blomst får næsten noget andet sted i verden.

Længere inde i landet hævede de grønne bakker sig og foldede sig om brede, stille kedler, som Polly ikke kunne se ned i fra kysten. Der steg svag damp op et sted derinde, tynde hvide tråde mod den grå himmel, og hun drejede flugten mod højlandet for at se, hvad der lavede den.