Kornet på halvfems dage

Baren i Kirkwall havde fem borde og en pejs, og døren gik direkte ud til en gade af grå sten med katedralen for enden. Polly tog bordet nærmest varmen, for efter en dag på vandet findes der ikke andre borde. "Må jeg se menuen?" spurgte hun og fik et kort med færre ting på, end hun havde ventet, og flere af dem lokale.

"Kan du anbefale en god ret?" Værten var en hejre, som er en fugl skabt til at stå bag en disk, og hun anbefalede bannocken uden tøven. Bere er en byg, de har dyrket her i århundreder, en seksradet sort, der nogle gange kaldes byggen på halvfems dage, fordi den modner hurtigt nok til at nå at blive færdig inden for en nordisk sommer. Malet til beremel giver den en flad, mørk bannock, der smager af den mark, den kom fra.

"Har I vegetariske retter?" spurgte Polly, og hejren pegede tilbage på den samme linje på kortet. Bannock, smør og crowdie, den bløde friske ost, gårdene altid har lavet. Det samme korn får et andet liv i den anden ende af byen på destilleriet under tårnet, som har kørt siden sytten hundrede og otteoghalvfems, hvor hele gaden lugter af varm malt på den rigtige morgen.

"Må vi bede om regningen?" sagde Polly, da tallerkenen var tom, og hejren tog sig god tid med at komme med den, hvilket er en kompliment. Udenfor var vinden faldet til det, øerne regner for vindstille. Polly gik op ad den grå gade forbi katedralens røde sandsten med smagen af et hårdt klima på ganen.