Stolen ved ilden

Pensionatet lå over havnen med døren på læsiden, og på disse øer er det den side, man bygger en dør på. Det blev drevet af et får fra North Ronaldsay, et af de strandfår, der lever af tang længst mod nord i øgruppen. Polly stod i entreen, mens regnen løb af hende. "Har I nogen ledige værelser?"

Der var værelser. Det er der som regel i september. Polly sagde: "Jeg vil gerne have et roligt værelse, tak." Fåret ventede lige længe nok til at være høflig omkring det. Værelserne bagude vender ud mod gården, værelserne fortil vender ud mod vandet, og vinden finder begge dele. Intet sted heroppe er stille på den måde, en gæst mener det. Det, øerne tilbyder i stedet, er en vind så konstant, at man efter to nætter holder op med at høre den.

"Kunne du hjælpe mig med min bagage, tak?" Fåret bar selv tasken op og satte den ved en stol ved ilden, og stolen var grunden til, at Polly holdt op med at tale. Stellet var af drivtømmer, for der vokser ingen træer her, og hver eneste planke i de gamle huse er kommet ind med tidevandet. Ryggen var af havrehalm, snoet og syet sammen til en hætte, der buer frem over skuldrene. En snedker i Kirkwall ved navn David Kirkness gjorde den gamle gårdvane til et fast design i midten af attenhundredetallet.

"Hvornår er der udtjekning?" spurgte Polly, for færgen bestemmer alt heroppe. Så satte hun sig i stolen. Halmhætten holdt trækken fra døren ude, ilden blev ved med at gøre det, en ild nu gør, og for første gang siden båden kunne hun høre sig selv trække vejret.