Båden kommer ind

Morgenbåden kom ind forbi et lavt næs og lagde til i Stromness, hvor husene står med ryggen til vandet og gavlene vendt mod vinden. Polly trådte ud på våde fliser og forstod vinden med det samme. Det var ikke et vindstød. Det var en tilstand. En collie sad yderst på molen og holdt øje med fortøjningerne. Polly gik hen til ham. "Kan du vise mig vej?"

Han spurgte, hvor hun ville hen, og hun indrømmede, at det vidste hun ikke endnu. Det er et rimeligt svar heroppe. Øerne er næsten halvfjerds i alt, omkring tyve af dem er beboede, og ingen af dem ligger langt fra kysten. Der er ingen skov, intet læhegn, intet højere end en skorsten på en gård. "Kunne du fortælle mig, hvor jeg kan tage bussen?" spurgte hun, og han nikkede op mod et læskur øverst på skråningen.

Så begik hun den fejl, en fugl begår, når den har tilbragt en sommer i storbyer. "Hvor lang tid tager det at gå ind til centrum?" Collien kiggede ned ad den ene flisebelagte gade, der løber gennem hele byen, så smal nogle steder, at en bil må klappe sidespejlene ind. Elleve minutter, sagde han, hvis du stopper op og kigger i vinduerne.

"Kan du fortælle mig, om der sker noget interessant i dag?" Han tog spørgsmålet alvorligt. Færgeplanen er de lokale nyheder, sagde han, og alt andet ankommer med den. Der gik en båd ud til sælskærene senere på ugen. Der var et kapel bygget af krigsfanger. Der var en landsby, der lå under en klit i fire tusind år, indtil en storm tog klitten væk.