Tågen lukker sig bag hende

På sin sidste eftermiddag steg Polly endnu en gang højt op over kysten, over teterrasserne, krateret med sine to søer og den stille skov, hvor prioloen stadig kalder dybt inde mellem laurbærtræerne. Deroppefra så øen præcis ud, som den er: én lang kæde af gamle vulkaner, stadig svagt varme, stadig langsomt på vej til at køle af og blive grønne.

Fiskerbådene var på vej tilbage mod havnen nedenfor, små hvide former, der trak tynde kølvand hen over et mørknende hav, og lysene tændtes ét efter ét langs kystvejen. Duften af brænderøg drev op et sted nede fra kysten og blandede sig med det sidste af den salte luft.

En banke af tåge rullede ind fra havet, som den havde gjort hele ugen, og gled først over krateret, så over temarkerne og til sidst over selve havnen, og foldede hele øen ud af syne under hende. Polly havde set den gøre det før, tålmodigt og uden hastværk, som om øen helst ville forsvinde langsomt frem for på én gang.

Hun drejede ud over det åbne vand, mens det sidste lys holdt fast i horisonten, og efterlod en ø, der stadig kogte sin aftensmad under jorden, stadig dyrkede sin te ét omhyggeligt blad ad gangen, og stadig, et sted dybt inde i en gammel skov, holdt en lille grå fugl i sikkerhed.