Fuglen man opgav to gange

Dybt inde i øens østlige del fulgte Polly trægrænsen op i en skov, der ikke lignede noget ved kysten, sammenfiltrede gamle laurbærtræer draperet i mos, med et kronetag så tæt, at kun lidt sollys nåede jorden. Denne kølige, fugtige skov omkring Pico da Vara er sidste tilflugtssted for en lille grå og lyserød fugl, som ikke findes noget andet sted på kloden, prioloen, og Polly var kommet for at se, om hun kunne finde en.

Fuglen var to gange lige ved at forsvinde. Observationerne hørte helt op i nittenhundrede og toogtredive, og i mere end tredive år gik de fleste ud fra, at den var væk for altid, indtil en lille bestand blev genfundet i nittenhundrede og syvogtres, gemt i præcis denne slags skov. Selv derefter blev dens levested ved med at skrumpe på grund af landbrug og hurtigtvoksende fremmede træer, indtil der var færre end hundrede ynglepar tilbage, hvilket efter de fleste optællinger gør den til Europas næstsjældneste sangfugl.

Det, der reddede prioloen, var tålmodigt, uglamourøst arbejde. Frivillige og forskere brugte årtier på at rive de fremmede træer op og genplante den langsomme, hjemmehørende laurbær, som fuglen faktisk lever af og skjuler sig i. Polly så to af dem lette fra en lav gren, et blødt glimt af lyserødt bryst mod det mørkegrønne, mens de kaldte frem og tilbage i korte, dybe toner, før de forsvandt ind i kronetaget igen.

Hun ventede længe i stilheden og håbede på et blik mere, men skoven lukkede sig om fuglene, så fuldstændigt som havde de aldrig været der. Det føltes som en rimelig handel, tænkte Polly: en lille stilhed til gengæld for en art, der stadig holder ved.