Stolen ved ilden

Pensionatet lå over havnen med døren på læsiden. På disse øer er det den side, man sætter en dør på. Det blev drevet af et får fra North Ronaldsay, et af de strandfår, der spiser tang. Polly stod i entreen. "Har I nogen ledige værelser?"

Der var værelser. Det er der som regel i september. Polly sagde: "Jeg vil gerne have et roligt værelse, tak." Fåret ventede et øjeblik, før hun svarede. Værelserne bagude vender ud mod gården, og værelserne fortil vender ud mod vandet. Vinden finder begge dele. Efter to nætter holder man op med at høre den.

"Kunne du hjælpe mig med min bagage, tak?" Fåret bar tasken op og satte den ved en stol ved ilden. Stellet var af drivtømmer, for der vokser ingen træer her. Ryggen var af havrehalm, snoet til en hætte. En snedker i Kirkwall ved navn David Kirkness gjorde det design fast i midten af attenhundredetallet.

"Hvornår er der udtjekning?" spurgte Polly. Færgen bestemmer alt heroppe. Så satte hun sig i stolen. Halmhætten holdt trækken fra døren ude, og for første gang siden båden kunne hun høre sig selv trække vejret.