Landsbyen under stormen

Polly havde ét sted skrevet ned og ingen anelse om, hvor det lå. "Kan du fortælle mig, hvordan jeg kommer derhen?" spurgte hun fåret over morgenmaden. Følg kystvejen mod vest, sagde fåret, indtil landet holder op med at lade som om, det har bakker. Bay of Skaill er en lang bue af lyst sand med en grøn hylde bag sig, og på den hylde ligger landsbyen, halvt sunket ned i jorden med tagene åbne mod himlen.

En strandskade arbejdede på stedet den morgen, og strandskader kan høres i blæsevejr. Polly spurgte: "Jeg vil gerne vide noget om dette monuments historie." Her boede mennesker for omkring fem tusind år siden, fortalte han hende. De dyrkede denne kyst før Stonehenge og før den store pyramide. Så kom sandet ind over dem og blev liggende i omtrent fire tusind år, indtil en storm vinteren atten hundrede og halvtreds rev klitten væk.

Vinden tog halvdelen af det, så Polly bad om det igen. "Kunne du gentage det for mig?" Anden gang kom detaljen, der betyder noget. Hvert eneste hus har de samme møbler i den samme opstilling: et ildsted i midten, alkover i hver side og op ad den fjerneste væg en stenreol, der vender mod døren. Den er af sten, fordi der ikke fandtes træ.

"Kunne du fortælle mig, om museet er åbent i morgen?" spurgte Polly, som allerede vidste, at hun ville komme tilbage. Hun stod et stykke tid ved kanten af et af de åbne huse og kiggede ind i et rum, der var stillet op, som enhver stiller et rum op, med de fine ting, hvor en gæst ser dem først.