Ét krater, to farver

Højt oppe over øens indre kiggede Polly ned i ét eneste enormt krater, mere end toogtyve tusind år gammelt og bredt nok til at rumme en lille by, to søer og flere gårde inden for randen. En smal stribe land krydsede midten, og på hver sin side af den havde vandet en helt forskellig farve, den ene sø dybblå, den anden klart grøn, som havde nogen hældt to forskellige have i den samme skål.

De to søer er ikke rigtig adskilte. En smal kanal under landtangen forbinder dem, så vandet i sig selv er ét legeme. Det, der ændrer sig, er alt omkring det. Den blå sø er dybere og spejler blot den åbne himmel, mens den grønne sø ligger tættere på plantedækkede skråninger og små alger, som begge farver dens vand kraftigt grønt i stedet.

Polly fløj lavt langs landtangen, der deler de to farver, tæt nok på til at se fiskerbåde hvile på den ene bred og kvæg græsse på de lave bakker over den anden. Tæt tåge rullede ind fra havet og lagde sig inden for kraterranden, så først den grønne sø og siden den blå forsvandt, indtil kun tangen mellem dem var synlig.

Hun satte sig på den gamle stenmur ved et udsigtspunkt og ventede på, at tågen skulle lette igen, uden det mindste hastværk. Da den endelig tyndede ud, dukkede begge søer op på én gang, blå og grøn, præcis hvor hun havde efterladt dem.