Tågen lukker sig bag hende

På sin sidste eftermiddag fløj Polly igen højt op over kysten. Under hende lå temarkerne, krateret med sine to søer og den stille skov, hvor prioloen stadig lever. Deroppefra så øen ud, som den er: en kæde af gamle vulkaner, der stadig langsomt køler af og bliver grøn.

Fiskerbådene var på vej tilbage til havnen og efterlod tynde hvide striber på det mørknende hav. Lysene tændtes ét efter ét langs kystvejen. Duften af røg drev op fra kysten.

Tågen rullede ind fra havet, præcis som den havde gjort hele ugen. Den dækkede krateret, så temarkerne, så havnen, og skjulte langsomt øen. Polly havde set den gøre det før.

Hun fløj ud over det åbne vand, mens det sidste lys forsvandt. Bag hende blev øen ved med at koge sin aftensmad under jorden, dyrke sin te blad for blad og holde en lille grå fugl i sikkerhed i sin skov.