Klippen, der gik sin vej

Endnu længere nede møder Polly en nabo. Ude i vandet, ret tæt på, står et højt tårn af bleg klippe. Hvide bølger brydes omkring foden af det. Folk kalder det Sandkornet. Det er en spøg, for det er omtrent lige så stort som en lille kirke.

Further down still, Polly goes down and meets a neighbour. Out in the water, quite close, there is a tall tower of pale rock. White waves break around the bottom of it. People call it the Grain of Sand. That is a joke, because it is about as big as a small church.

Det har ikke altid stået derude. For omkring otte hundrede år siden var det en del af denne klippe. Så tog bølgerne stenen nedenunder, og tårnet blev efterladt alene i havet. Polly ser på det. Det er tyndere forneden end foroven. Havet arbejder stadig på det.

It was not always out there. About eight hundred years ago it was part of this cliff. Then the waves took away the rock underneath, and the tower was left alone in the sea. Polly looks at it. It is thinner at the bottom than at the top. The sea is still working on it.

En måge flyver forbi hende. Den her er speciel. Det er ikke en af de larmende måger, der følger både og tager mad fra folk. Det er en Audouins måge. Den tager aldrig mad fra andre dyr. Den fanger sine egne fisk ude på havet.

A gull flies past her. This one is special. It is not one of the noisy gulls that follow boats and take food from people. This is an Audouin's gull. It never takes food from other animals. It catches its own fish out at sea.

Mågen flyver væk over vandet, indtil Polly ikke kan se den mere. Hun ser igen på den høje klippe og på mellemrummet mellem den og klippevæggen. Det mellemrum var engang massiv sten.

The gull flies away over the water until Polly cannot see it. She looks again at the tall rock, and at the space between it and the cliff. That space was once solid stone.