This Blue Exists in One Place

You are standing on a beach of grey stones in the southwest of the Dominican Republic. There is almost no sand here. You turn the pebbles over with your foot, the way everybody does, and then one of them stops you. It is blue. Not painted, not glass. Blue the whole way through.

Du står på en strand af grå sten i den sydvestlige del af Den Dominikanske Republik. Der er næsten ingen sand her. Du vender stenene med foden, sådan som alle gør, og så stopper en af dem dig. Den er blå. Ikke malet, ikke glas. Blå hele vejen igennem.

The stone is called larimar, and there is exactly one place on Earth where it comes out of the ground: a single hillside in the mountains above this coast. People have searched for a second one for fifty years and nobody has ever found it. The men who dig it out work with hand tools and buckets on ropes, because a machine would smash the very thing they came for.

Stenen hedder larimar, og der findes præcis ét sted på Jorden hvor den kommer op af jorden: en enkelt skråning i bjergene over denne kyst. Folk har ledt efter et andet sted i halvtreds år, og ingen har nogensinde fundet et. Mændene der graver den op, arbejder med håndværktøj og spande på reb, fordi en maskine ville smadre netop det de kom efter.

The name is not old. In nineteen seventy four a man called Miguel Méndez followed the blue pebbles up a river until he found where they were falling from, and he named the stone after his daughter Larissa and the Spanish word for the sea. If you ever buy one, look hard at the colour. The deeper the blue, the further down that hill somebody had to go.

Navnet er ikke gammelt. I nitten fireoghalvfjerds fulgte en mand ved navn Miguel Méndez de blå småsten op ad en flod, indtil han fandt der hvor de faldt fra, og han opkaldte stenen efter sin datter Larissa og det spanske ord for havet. Hvis du nogensinde køber en, så kig godt på farven. Jo dybere blå, jo længere nede i bjerget måtte nogen gå.